Forfattet af lærer, Cand.pæd.psyk og Ph.d. Mette Weibel Willard, samt ph.d. og lektor Hanne Bækgaard Larsen
Hjælp og støtte i et sygdomsforløb
Skolen spiller en afgørende rolle i børns faglige og sociale udvikling [1]. Derfor har alle børn i Danmark ret til undervisning – også under et længerevarende sygdomsforløb. Når fraværet overstiger 15 sammenhængende skoledage, har barnet krav på at få tilbudt sygeundervisning [2].

Rettigheder og lovgivning
Når et barn er fraværende fra skolen på grund af sygdom, har skolelederen ansvaret for at iværksætte sygeundervisning – uanset om barnet opholder sig i hjemmet eller er indlagt på hospitalet. Undervisningen skal tilpasses barnets behov, og der skal udarbejdes en individuel plan i dialog med forældrene [2].

Former for undervisning under sygdom
Når et barn ikke kan deltage i den almindelige skolegang på grund af sygdom, findes der flere muligheder for at sikre, at undervisningen fortsætter:
- Sygehusundervisning – Hvis barnet er indlagt, kan undervisningen foregå på hospitalets skole.
- Hjemmeundervisning – Hvis barnet opholder sig hjemme, kan undervisningen tilrettelægges i hjemmet med støtte fra skolens lærere.
- Fjernundervisning – Digitale løsninger kan anvendes til at sikre fleksibel undervisning. Telepresence robotter – Med teknologiske løsninger som robotter kan barnet "være til stede" i klasselokalet, følge undervisningen og bevare den sociale kontakt til klassekammeraterne.
Undervisning med udgangspunkt i eleven
Sygeundervisningen skal så vidt muligt følge skolens læseplaner, men tilpasses barnets alder, helbredstilstand og individuelle behov. Der er ikke fastsat et minimumstimetal, da undervisningens omfang skal afstemmes efter barnets aktuelle situation og overskud [2].

Fastholdelse af tilknytning til skolen
Skolen er mere end et sted for læring – den er også et fællesskab, hvor børn udvikler sig sammen med andre. Når et barn gennemgår et længerevarende sygdomsforløb, er det derfor vigtigt at bevare og styrke forbindelsen til både undervisningen og det sociale liv i klassen [1, 3].
Med den rette støtte kan barnet fortsat føle sig som en del af klassen, selv når det er fraværende i længere tid. Det giver tryghed og gør overgangen tilbage til skolen nemmere. Læs mere om betydningen af skolefravær under et kræftforløb her. (HUSK LINK)
Forskellige initiativer kan anvendes til at opretholde kontakten
RESPECT-tilbuddet
Som en del af tilbuddet får lærere og klassekammerater undervisning i børnekræft, så de bedre kan støtte og tage imod barnet, når det vender tilbage til skolen.
To raske klassekammerater udpeges som ambassadører og besøger regelmæssigt barnet med kræft på hospitalet, hvilket hjælper til at vedligeholde barnets kontakt til klassen i behandlingsperioden. Læs mere om Børnecancerfondens RESPECT tilbud her.
Telepresence robotter
Med en robot placeret i klasselokalet kan barnet deltage i skoledagen hjemmefra eller på hospitalet. Ved at logge ind via en app på en tablet aktiveres robotten og barnet får visuelt adgang til undervisningen og livet i klassen.
Robotten kan også tages med ud i frikvarteret eller rundt på skolen af klassekammeraterne, hvilket styrker barnets tilknytning til det sociale fællesskab [4-5].
Fjernundervisning
For at fastholde barnets tilknytning til både undervisning og det sociale fællesskab i klassen, kan fjernundervisning og digitale værktøjer med fordel inddrages som en del af sygeundervisningen.
Det er dog vigtigt, at disse løsninger vurderes pædagogisk relevante og understøtter barnets faglige udvikling og trivsel [2].
Tilbage til skolen efter behandling
Når et barn vender tilbage til skolen efter et længere sygdomsforløb, kan det være både en glædelig og krævende tid. Barnet kan opleve træthed, koncentrationsbesvær og have behov for flere pauser i løbet af dagen.
Derfor er det vigtigt, at skolen – i tæt samarbejde med barnet og familien – udarbejder en plan, som sikrer en tryg og god overgang tilbage samt faglig progression. Med den rette støtte kan barnet få en hverdag, hvor der igen er plads til læring, fællesskab og fremgang.
Ifølge folkeskolelovens § 5, stk. 5, har elever, der er kommet fagligt bagud på grund af sygdom ret til supplerende undervisning eller anden faglig hjælp [2].
Gode råd
- Kend dit barns rettigheder
Hvis skolefravær overstiger 15 sammenhængende skoledage, har barnet ret til sygeundervisning. Kontakt skolens leder tidligt for at sikre, at der bliver lagt en undervisningsplan. - Skab tidlig dialog med skolen
En åben og tidlig kontakt til skolen giver de bedste forudsætninger for at finde løsninger, der passer til barnets behov. - Vælg fleksible undervisningsformer
Undervisningen kan tilpasses gennem f.eks. sygehusundervisning, hjemmeundervisning eller digitale løsninger. Det handler om at finde det, der fungerer bedst for barnet. - Støt barnets sociale tilknytning
At føle sig som en del af fællesskabet er mindst lige så vigtigt som det faglige. Ordninger som RESPECT, hvor klassekammerater besøger barnet, kan være med til at bevare relationerne. - Forbered tilbagevenden til skolen
Planlæg barnets tilbagevenden til skolen sammen med skolelederen og lærerne. Vær opmærksom på, at barnet kan have brug for ekstra pauser og tilpasset undervisning. Skolen har pligt til at hjælpe med at udarbejde en plan for faglig opfølgning. Sørg for at benytte jer af denne mulighed tidligt, så efterslæbet adresseres hurtigt og systematisk.
Referencer
- Helms, A. S., Schmiegelow, K., Brok, J., Johansen, C., Thorsteinsson, T., Simovska, V., & Larsen, H. B. (2016). Facilitation of school re-entry and peer acceptance of children with cancer: A review and meta-analysis of intervention studies. European Journal of Cancer Care, 25(1), 170–179 https://doi.org/10.1111/ecc.12230
- Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, Børne- og Undervisningsministeriet (2024). Vejledning om sygeundervisning i folkeskolen og frie grundskoler. Hentet fra https://www.uvm.dk/-/media/filer/uvm/udd/folke/pdf24/aug/240820-vejledning-om-sygeundervisning-i-folkeskolen-og-frie-grundskoler.pdf
- Lum A, Wakefield CE, Donnan B, Burns MA, Fardell JE, Marshall GM. Understanding the school experiences of children and adolescents with serious chronic illness: a systematic meta-review. Child Care Health Dev. 2017 Sep;43(5):645-662. doi: 10.1111/cch.12475. Epub 2017 May 23. PMID: 28543609.
- Weibel, M., Hallström, I. K., Skoubo, S., Bertel, L. B., Schmiegelow, K., & Larsen, H. B. (2023). Telepresence robotic technology support for social connectedness during treatment of children with cancer. Children & Society. https://doi.org/10.1111/chso.12776.
- Weibel, M., Nielsen, M. K. F., Topperzer, M. K., Hammer, N. M., Moller, S. W., Schmiegelow, K., & Larsen, B., H (2020). Back to school with telepresence robot technology: A qualitative pilot study about how telepresence robots help school-aged children and adolescents with cancer to remain socially and academically connected with their school classes during treatment. Nursing Open, 7(4), 988–997. https://doi.org/10.1002/nop2.471.